Mød de to danske instruktører bag 'Anti' og '37'

Published

Tag en tur tilbage til 90'ernes tidlige graffitimiljø i København eller til 60'ernes hårde New Yorker kvarter, Queens, når Morten BH og Puk Grasten sidder i instruktørstolen. Vi varmer op med tre spørgsmål til instruktørerne.

Morten BH, instruktøren bag 'Anti'

CPH PIX: Fortæl om din første filmforelskelse.
Morten BH:
Jeg spiller den som regel ikke af til film, slet ikke franske, men da jeg (derhjemme) så åbningsscenen i 'Betty Blue', blev jeg øjeblikkeligt draget af den unge Béatrice Dalle. Så skøn og skør på samme tid. Siden har min fascination af femme fatales desværre fucket rimelig meget op i mit eget kærlighedsliv.

Hvilken kendt person ville du helst gå i biografen med?
At et fodboldhold nåede så langt i 'Sommeren '92' rører mig stadig, og jeg ville give mit højre ben for at have siddet med landstræneren Ricardo til premieren og hørt hans første morbide udbrud. Nu døde Ricardo før filmen, men hvis Michael Laudrup kunne tage hans plads og have knebet en tåre med mig, ville det også være stort.

Hvis du ikke var blevet filminstruktør, hvad havde du så lavet i dag?
Så havde jeg slået mig ned som filmanmelder. Tænk at leve af at se alle de film, jeg ville! Spørgsmålet er så, hvad jeg skulle lave, når jeg havde fri?

Se filmen i CinemaxX den 3/11 kl. 19. Læs mere og køb billetter her.

Puk Grasten, instruktøren bag '37'

CPH PIX: Fortæl om din første filmforelskelse
Puk Grasten:
Min første filmforelskelse var min første filmoplevelse! Jeg var ikke mere end fire år, da jeg så 'Snehvide og de syv dværge' i biografen. Da filmen var færdig og lyset blev tændt, nægtede jeg at forlade biografen. Jeg måtte bogstaveligt talt tvinges ud af salen med vold.

Hvilken kendt person ville du helst gå i biografen med?
Jeg savner at gå i biografen med Bent Grasten, som desværre er død nu. Han var min farfar, filmkritiker og manuskriptforfatter. Han havde det største filmhjerte og den mest rungende latter. Jeg ville ønske, jeg kunne vise ham '37'.

Hvis du var ikke blevet filminstruktør, hvad havde du så lavet i dag?
Så ville jeg være sociolog og bruge tiden på at udvikle forsøg om menneskelig adfærd. Forsøgene ville være brutale, og virkelighedstro, og de ville afsløre menneskets dybeste instinkter for blandt andet at adlyde autoriteter, grupper og social status.

Mød instruktøren til visningerne den 3/11 og 7/11. Læs mere om filmen og køb billetter her